De vedvarende økonomiske problemer og manglen på alle fornødenheder førte til nye strejker og uro overalt i Polen i sommeren 1980.

Den 14. august 1980 besatte arbejdere Lenin skibsværftet i Gdansk, efter at en kollega var blevet fyret fra værftet.

Tre unge mænd startede strejken og satte deres liv på spil.

De 21 krav

Arbejderne forskansede sig på skibsværftet og formulerede 21 krav til myndighederne, bl.a.: Krav om oprettelsen af frie og uafhængige fagforeninger, afskaffelse af censur, fri ret til at strejke, stop for politiske forfølgelser, krav om genansættelser af tidligere kolleger og frigivelse af politiske fanger.

Elektrikeren Lech Walesa var formand for strejke-komiteen, og hver dag kom nye virksomheder, arbejdere, akademikere og kunstnere med deres støtte til de strejkende arbejdere i Gdansk.

Arbejdet blev nedlagt på næsten tusind store virksomheder i Polen i sympati med skibsværftsarbejderne, og i løbet af kort tid støttede flere millioner polakker de strejkende.

De omfattende strejker mødte fra starten stor modstand fra regeringen, og myndighederne brugte alle tænkelige midler for at stoppe strejkerne.

Men efterhånden som flere polakker tilsluttede sig oprøret i Gdansk, gav myndighederne op.

De kommunistiske magthavere havde besluttet sig for at knuse oprøret senere, når strejkerne igen var glemt af polakkerne og de vestlige medier.

Strejken slutter

Den 31. august 1980 indgik regeringen og Solidarnosc en aftale, hvor samtlige 21 krav blev aftalt mellem strejkekomiteen og regeringen.

Solidarnosc blev hurtigt en folkelig bevægelse med over 10 millioner tilhængere og udgjorde med den opbakning, en stor trussel for magthaverne.

De politiske og økonomiske problemer blev ved med at vokse under den kommunistiske ledelse, der blev stadig mere og mere svækket.