Onsdag, den 20. august 1980

Uenighed og spændinger stopper forhandlinger Spændingerne tog til i styrke. ”Kystens stemme”, den lokale men store avis, havde i dagens udgave bragt en artikel om arbejdernes ”kriminelle handlinger” på skibsværftet. I artiklen stod der blandt andet:

”Folk, der ønsker at forlade de lukkede skibsværfter, holdes tilbage med magt. Arbejdere, der gerne vil udføre deres normale arbejde til gavn for byen, får deres værktøj og arbejdsredskaber ødelagt.” Avisen hævdede også, at det var en samfundsfjendtlig bande, der havde overtaget værftet, og at den var styret af den akademiske oppositionsbevægelse KOR.

Lech Walesa tilbageviste anklagerne og gjorde det klart, at når man krævede frie og uafhængige fagforeninger, så var det noget, man mente – og derfor var det heller ikke udefrakommende fjendtlige grupper, der havde besat skibsværftet, men en mængde utilfredse arbejdere. De var utilfredse over de kummerlige forhold, som den polske befolkning måtte affinde sig med, mens systemets folk levede i velstand.

Lech Walesa og flere af de andre i strejkeledelsen var oprørte. Pyka mødtes med repræsentanter fra den fælles strejkekomité uden for værftet, men parterne stod for langt fra hinanden, til at der kunne findes en løsning.

For første gang spredte der sig alvorlig bekymring for, om hæren og politiet ville storme skibsværftet. Der havde dagen igennem været stor militær aktivitet i Østersøen ud for Gdansk. Stemningen på værftet og i Polen var trykket. Der var ikke udsigt til nogen løsning, men alligevel sluttede flere og flere op bag strejken.

Klapjagt på støtter af strejken

Det hemmelige politi startede en klapjagt på de personer uden for værftet, der støttede de strejkende. Flere af dem, der trykte løbesedler og plakater om strejken, blev fængslet, og det blev nu langt sværere for strejkekomiteen at få sine budskaber ud til de strejkende og til støtterne uden for Polen. Det var især svært, når der skulle sendes besked til mange på en gang.

Selvom mange budskaber fra den polske opposition blev udbredt gennem Radio Free Europe i Vesttyskland, så var trykning af meddelelser et vigtig redskab i de strejkendes daglige kamp. Det kunne være en farefuld mission at udsprede den slags budskaber for mange steder. Mens myndighederne på den måde forsøgte at holde strejkens støtter nede, kom der i stedet flere til time for time.

I Warszawa opfordrede 64 fremtrædende intellektuelle og kunstnere de centrale myndigheder i hovedstaden til at godkende den fælles strejkekomité i Gdansk som forhandlingspart. De mente, det var den eneste farbare vej for en løsning af landets stadig stigende problemer. Der var flere og flere, der støttede ballademagerne på værftet.

De frie bønder bakkede nu også op om kravene fra Gdansk og strejkede ved at give mælk, mel og kød til alle andre end staten, som de ellers var forpligtede til. Polen var det eneste land i Østblokken, hvor der fandtes frie bønder. De drev deres egne små landbrug, men var underlagt en tyngende afleveringspligt til staten. Nu ville de heller ikke finde sig i mere.

I de kommunistiske landbrugsorganisationer havde et oprør længe ulmet, og det blussede nu op i takt med strejkens udvikling i Gdansk.

Strejke midt i a-våbendebat

Anker Jørgensen sad i det danske statsministerium, et par hundrede kilometer derfra, da han fik beskeden om strejkerne. For ham og de nordiske regeringsledere kom sagen meget ubelejligt.

Den kolde krig var dybfrossen, og forholdet mellem Øst og Vest var mere køligt, end det længe havde været. De nordiske socialdemokratiske ministre havde krævet Norden som atomvåbenfri zone, og det var der mange borgerlige politikere og fremmede magter, der fandt forkasteligt. De mente, at så længe vores partnere i NATO havde andre planer, så skulle Danmark – og de andre nordiske lande for den sags skyld – ikke indtage særstandpunkter, for det skadede alliancen.

Statsminister Anker Jørgensen udtrykte begivenhederne i sin dagbog på denne måde: ”16.000 arbejdere på Lenin-skibsværftet i Gdansk strejker. Det ser ud til at være meget alvorligt. De kræver ikke bare mere i løn men også medbestemmelse og frie fagforeninger. Der er vist nok i alt 50.000, der strejker på forskellige virksomheder.

Vil russerne gribe ind? Jeg tror det ikke, så mister de den sidste tillid efter invasionen i Afghanistan. Kan Gierek klare den? Han nyder vist ret stor tillid og har klaret lignende situationer før – det var i øvrigt lige inden, jeg besøgte Polen og havde samtaler med ham og hans statsminister, der brugte lang tid på at forklare, og især at bortforklare, situationen dengang. Men ikke desto mindre tror jeg, de vil noget, der ikke går alt for meget på tværs af vesten.

– Pravda roste forleden Danmark, fordi vi vil holde uændrede rammer for forsvaret. Ja, så ved jeg, hvad samtlige lederartikler vil handle om i den nærmeste tid.” Nogle dage senere tilføjede Anker Jørgensen disse ord: ”Der er fortsat strejke i Polen. Det spændende men også risikable er, at de kræver ikke alene mere i løn, men også frie fagforeninger, forhandlinger med den centrale ledelse i partiet – og religionsfrihed.”