Fredag, den 22. august 1980

Alle forhandlinger skal foregå i Gdansk Der var ballade i kommunistpartiet. Diskussionerne om situationen i Gdansk og ikke mindst, hvordan den skulle takles, var der ikke megen enighed om i partiet.

Avisen ”Kystens Stemme” skrev denne morgen om forhandlingerne i Gdansk: ”I forbindelse med at viceregeringschef Pyka, der indtil nu har været formand for regeringens kommission, er blevet betroet andre aktuelle opgaver, er kommissionens formandskab efter beslutning fra Det Forenede Arbejderpartis politbureau og regeringens statsråd overdraget til politbureaumedlem og viceregeringschef Mieczyslaw Jagielski.

” Den rigtige version handlede om, at de lokale partimyndigheder i Gdansk ikke ønskede Pyka som forhandler. Borgmesteren havde fortalt Warszawa, at Pyka ikke var manden, der kunne skabe et resultat. På skibsværftet forstod arbejderne ikke udskiftningen og kunne ikke gennemskue regeringens beslutning. Egentlig var det lige meget, hvem man forhandlede med, når bare det var nogen, der kunne træffe beslutninger.

Hvis myndighederne igen ville forsøge at forhandle med hver virksomhed for sig – og det var måske sådan, nyudnævnelsen skulle tolkes – så udsendte den fælles strejkekomité for en sikkerheds skyld, en bulletin til de strejkende virksomheder. Den indeholdt denne instruktion: ”Hvis repræsentanter for regeringens forhandlingskommission viser sig på virksomheden, må man tage godt imod dem og lade dem vide, at virksomheden har sine repræsentanter i den fælles strejkekomité på skibsværftet i Gdansk, som er det eneste organ, der er bemyndiget til at forhandle om arbejdernes 21 krav.

Den fælles strejkekomité er den eneste myndighed og instans, der kan træffe beslutning om at afblæse strejken efter at have ført forhandlinger med repræsentanter for den polske regering.” Det budskab havde Jagielski forstået, for der var allerede løse samtaler i gang mellem folk fra skibsværftet og den regeringsdelegation, som var ankommet til byen. I løbet af aftenen sendte strejkeledelsen en erklæring til Jagielski, der igen bekræftede, at man var indstillet på ”kun” at forhandle om de 21 krav.

For myndighederne var det vigtigt at få den garanti, da den første løsning på værftet bare havde udløst en ny strejke. Viceregeringschefen modtog delegationen og bekræftede modtagelsen. Der blev indkaldt til pressemøde på skibsværftet klokken 24, hvor strejkekomiteen fortalte de cirka tyve fremmødte journalister – de fleste udenlandske – at man nu havde accepteret regeringens invitation til forhandlinger.