Lørdag, den 30. august 1980

Da forhandlingerne om formiddagen blev genoptaget, havde Jagielski fået vished for, at de strejkende ville respektere det socialistiske samfunds grundprincipper, og at man i de nye fagforeninger ville arbejde med lovlig virksomhed, eller som Jagielski udtrykte det, da den fjerde forhandlingsrunde startede:

”Jeg konstaterer med stor tilfredshed, at den fælles strejkekomité har indtaget det tydelige standpunkt, at de nye fagforeninger bygger på samfundsejede produktionsmidler og anerkender det polske arbejderpartis ledende rolle og den bestående alliance.

Det betyder at fagforeningerne er inden for rammerne af den polske folkerepubliks forfatning.” Derefter brugte delegationen langt tid på at diskutere i enkeltheder, hvordan de nye fagforeninger skulle skrues sammen.

Med en polsk forkortelse blev de nye fagforeninger betegnet som NSZZ (”niezalezny samorzadny zwiazek zawodowy”, uafhængig og selvstændig fagforening).

Ordet ”fri” udgik i forkortelsen, så kommunisterne i Polens hovedstad lettere kunne overbevise Sovjetunionen om, at fagforeningerne bare var en naturlig og rigtig fornyelse af de gamle statsstyrede arbejderorganisationer.

I Szczecin var der allerede blevet underskrevet en aftale, lød beskeden til kollegerne i Gdansk. Man var også klar til at underskrive i Gdansk, men den uafklarede situation med de fængslede gjorde, at de strejkende trak underskrivelsen ud, og Jagielski måtte igen til Warszawa for personligt at tage sig af spørgsmålet om de politiske fanger.

Forhandlingerne blev udsat, og selvom Jagielski nåede tilbage til Gdansk samme aften, blev de ikke genoptaget. Sidst på aftenen besluttede strejkekomiteen, at den ville starte forhandlingerne igen, hvis blot den fik skriftlige garantier for, at fangerne ville blive løsladt. På den måde kunne strejken blive afblæst hurtigt, så arbejdet kunne komme i gang igen, inden myndighederne mistede den sidste rest af deres hårdtprøvede tålmodighed.

Det var strejkens 17. dag, og en historisk løsning var inden for rækkevidde.